Ordets Magt

I mit seneste indlæg skrev jeg om to persontyper i kirken, Tempelbyggeren og Tempelrøveren. Tempelbyggeren har øje for kirken som Jesu legeme på jord og gør, hvad han kan for at opmuntre menigheden og dele ud af alt det, han får af Gud til menigheden. Tempelrøveren har derimod sig selv for øje og gør, hvad han kan for at beskytte sine egne værdier og fremme sin egen agenda.

Som jeg skrev i indlægget er det naturligvis en forsimpling. Som kristne har vi både Tempelbyggeren og Tempelrøveren i os og der vil være en evig kamp mellem de to, som kun vindes ved at overgive sig til Gud og lade Ham udkæmpe kampen. Med andre ord er Tempelrøveren ikke din identitet. Tempelrøveren er ikke dig. Tempelrøveren er den, som den onde forsøger at gøre dig til. Det gør han ofte gennem ord. Netop dét er mit ærinde i dag.

Dén af de to, Tempelrøveren og Tempelbyggeren, der fylder mest, er den, der fodres mest. Foderet består af ord.

Ord har magt til at bygge op og til at rive ned.

På engelsk har man et udtryk: “Sticks and stones will break my bones, but words will never hurt me.” Udtrykket fremfører den påstand, at ord ikke kan skade mig, for jeg kan jo bare være ligeglad med, hvad folk siger. Men hvis der er én ting, vi kan sige om ord i Bibelsk forstand, så er det, at ordet har en helt utrolig magt! Gud skabte verden med ord! Og i en klassisk kristen forståelse har ord den egenskab, at ordet skaber, hvad det nævner. Det gælder både positive og negative ord. Vi kender det fra hverdagen: efter en træls og hård dag på arbejde kan et kærligt ord fra ægtefællen være fantastisk helende! Og på samme måde kan en god dag blive totalt ødelagt af et hårdt ord. 

Ord, der river ned

Desværre er ordene i vores tanker ofte negative, især når det drejer sig om den måde, vi ser på os selv:

“Det kan ikke lade sig gøre!”

“Du er ikke dygtig nok!”

“Du har ikke kræfterne til det!”

“Du har så mange andre gøremål!”

Når du ser på folk i din omgangskreds, kan det se ud som om at de har da godt nok styr på tingene. De bor i et pænt og ryddeligt hus, deres børn er velklædte og velopdragne og alt lader til at være fuldstændig, som det skal være. Måske kan du få den tanke, at de i hvert fald ikke tænker de samme negative tanker om sig selv, som du gør. Men det passer ikke! Alle tænker negative tanker om sig selv. Vi fylder os selv med mismod og fratager os selv troen på, at vi kan lykkes med vores forehavende. Og det hele foregår med ord. Ord, der bryder ned. Ord, der fodrer Tempelrøveren i os.

Alle disse nedbrydende ord kommer dog ikke fra os selv. Det er ord, som den onde hvisker til os. Det er den onde, der anklager os for ikke at være gode nok. Især, når det gælder kirkeligt arbejde. For når kirken rykker fremad, har den onde interesse i at få standset arbejdet hurtigst muligt. Det gør han med ord. Ord, der river ned. Ord, der har til formål at fodre din indre Tempelrøver.

Den onde planter negative tanker og idéer i os. Frygt, mismod, mistillid, arrogance m.v. kan få selv den mest trofaste til at angribe Guds Folk med ord såvel som handling.

Når vi arbejder for at udruste menigheden i givertjeneste, kærlighed til de udstødte, brugen af nådegaver eller andre områder for åndelig modenhed, kan vi derfor opleve, at mennesker omkring os pludselig begynder at sige eller gøre ting, som de normalt ikke gør. Der kan komme en stigende grad af kritik, mistillid og anklage mod ledelsen i kirken og vi kan opleve, hvordan folk ikke længere bakker op om beslutninger, tiltag og aktiviteter på samme måde som før.

Én af mine gode venner plejer at sige: “ånd smitter.” Det er sandt… Ånd smitter. Ånd smitter i sig selv, men også gennem ord. Når vi derfor taler med hinanden i det kristne fællesskab, kan mismod eller mistillid hos blot en enkelt af os lynhurtigt sprede sig til resten af menigheden. Det er gift for kirken, lammer os og sætter os ude af stand til at gøre, hvad vi som kirke er sat på jorden for.

Det samme ser vi i beretningen om Templets genopbygning. Satan hvisker i ørerne på folk og fremmaner dermed Tempelrøvere, der forsøger at sprede en fornemmelse af håbløshed blandt Israels folk. De gør grin med tempelbyggeriet. “Hvad er det, de laver, disse elendige judærere?” spørger de hånende (Nehemias 3, 34.) “Selv, hvis det skulle lykkes at genopbygge muren, vil den ramle sammen, så snart en ræv hopper op på den,” driller de (Nehemias 3, 35.)

Og til at begynde med lykkedes det rent faktisk at få spredt mismod blandt Guds folk. “Der er alt for mange murbrokker,” lyder det nedtrykt, “Vi får det aldrig bygget færdigt. Vi slider os selv op inden.” (Nehemias 4, 4)

Tempelrøverne nedbryder folkets tro på projektet ved hjælp af ord. Ved bestikkelse får de nogle embedsfolk til - også ved hjælp af ord - at forhale byggeriet i Kyros’s regeringstid og under Kong Artaxerxes sender de skrivelser til kongen, hvor de anklager jøderne for at ville gøre oprør. Altså igen med ord. Artaxerxes reagerer på Tempelrøvernes ord og beordrer arbejdet standset.

På samme måde, som tempelbyggeriet blev standset ved ord, sådan kan tempelbyggeri i kirken i dag også blive forhalet og standset. En bygning, vi gerne vil købe, står pludselig ikke længere til salg. En aftale, vi troede var på plads, bliver pludselig afblæst i sidste sekund. Det gode omdømme, kirken har i lokalområdet bliver uden varsel betvivlet og mennesker, foreninger og fonde, som ellers har støttet kirken, trækker sig. Det kan vise sig på mange forskellige måder, men fælles for dem er for det første fornemmelsen af, at noget er skjult og usagt og for det andet, at mennesker, der før var positivt stemt, på næsten et splitsekund vender sig 180 grader og modsætter sig kirkens arbejde.

Ord, der bygger op

Her skal vi minde os selv og hinanden om, at når vi bygger Guds Rige, sker det på ordre fra Kongernes Konge, nemlig Jesus. Og hvis Han vil at det skal ske, så vil det ske. Måske ikke i samme tempo, som vi havde forventet. Måske ikke på den måde, vi regnede med. Men det vil ske og vi må væbne os med tålmodighed og åbne lyttelapperne på vid gab, så vi kan høre Guds vejledning. Og så må vi være klar, når Gud igen rykker, så vi kan rykke med.

I Jerusalem stod tempelbyggeriet stille i mange år. Først da Herren sendte sine profeter, Haggaj, Zakarias og Nehemias, kom der gang i sagerne igen.

Profeterne mindede folket om, at det vi fylder livet med, bliver livet fuldt af. Det er jo selvindlysende, men mon ikke de fleste af os alligevel er dumpet lige ned i den sump, hvor vi fokuserer næsten entydigt på hverdagens trummerum? Og dét på trods af at vi af erfaring véd, at det fylder livet med netop dét: hverdagens trummerum!

Profeterne minder os om, at hvis vi i stedet har øje for Tempelbyggeriet, som jo rækker helt ind i det himmelske, så fylder vi livet med dét. Og så vil Gud sørge for os. Som Jesus siger det: hver dag har nok i sin plage, se på markens liljer: de hverken sår eller høster, men selv ikke Salomon i al sin pragt var klædt som én af dem.

Hvor ligger dit fokus?

Stopper du op og lader Gud fodre din indre Tempelbygger?

Lader du Gud bruge dig som Hans redskab til at fodre den indre Tempelbygger i andre?

Er du en Tempelbygger?

Firkantet sagt, faktisk med en næsten flabet overdrivelse, findes der to slags mennesker i kirken:

Tempelbyggeren og Tempelrøveren

Tempelbyggeren er et menneske, som har fokus på at bygge Guds Rige op i alt, hvad han gør. Du kan kende en Tempelbygger på hans vilje til at dele ud af alt det, som kendetegner Gud.

Når det gælder kirken som helhed, er Tempelbyggeren altid den første til at melde sig, når der skal gøres et arbejde. Tempelbyggeren finder enhver opgave passende, så længe den skaber værdi i kirken. Ingen opgave er for lille eller for ligegyldig. Tempelbyggeren føler sig aldrig for god eller for dygtig eller for overkvalificeret til en opgave, men går ind i kaffebrygning og rengøring med samme iver som opgaver, der bringer ham rampelyset. Og Tempelbyggeren underordner sig sine kristne brødre og søstre, især dem, der har en ledende rolle. Han tilsidesætter sit eget og følger kirkens agenda.

Når det gælder forholdet til den enkelte i kirken, er Tempelbyggeren den, du læner dig op ad, både når det går godt og når det går mindre godt. Tempelbyggeren giver dig et opløftende ord, når du er trist. Han giver dig et godt råd, når du ikke er afklaret med din rolle i kirken. Han opmuntrer dig i din tjeneste og vejleder dig i, hvordan du bedst kan opfylde Guds plan for dig.

Kort sagt: Tempelbyggerens positive tilgang løfter, opmuntrer og udruster Guds folk.

Tempelrøveren er stik modsat. Tempelrøveren suger liv og mod ud af kirken. Tempelrøveren stiller urimelige krav til ledelsen og taler alting ned. Han sætter sin egen agenda først og modsætter sig ethvert tiltag, der gør hans indflydelse mindre og ofte vil han også modsætte sig al forandring, især forandring, der nedprioriterer eller helt fjerner traditioner eller kendte rammer. Tempelrøveren har fokus på sin egen lille del af kirkens liv og vil forsøge at styre det autonomt og uafhængigt af resten af kirken. Han vil sjældent påtage sig en opgave, han ikke selv har fundet på og når han en sjælden gang gør det, vil det kun være opgaver, der styrker hans egen position i kirken eller opgaver med et indhold, der fremmer hans egen agenda. Tempelrøveren er den første til at anklage sine kristne brødre og søstre og tøver ikke med at påpege deres fejl og mangler. Modsat vil Tempelrøveren kun sjældent erkende egne fejl og mangler dét endda kun, når der ikke er nogen vej udenom.

Kort sagt: Tempelrøverens negative og egenrådige tilgang gør Guds folk mismodige, selvkritiske og gør kirken tandløs og ukampdygtig.

Hvilken én er du?

Er du Tempelbygger?

Eller er du Tempelrøver?

Som jeg nævnte i den allerførste sætning, er fremstillingen meget firkantet. Det er en forsimpling at fremsætte disse to persontyper i kirken, som om der kun fandtes de to og som om du og jeg er enten den ene eller den anden. For sådan er det selvfølgelig ikke. Du og jeg er begge typer. Nogle gange er vi Tempelbyggere og andre gange er vi Tempelrøvere. Det er menneskeligt og vi vil altid befinde os i en eller anden form for kamp mellem de to typer i os.

Alligevel er det en god idé at overveje, om du er Tempelbygger eller Tempelrøver, for den ene af de to vil altid have overtaget i vores liv. Og hvis der er én ting, min erfaring har vist mig, så er det denne simple, men skræmmende sandhed: Hvis du ignorerer kampen og undlader at vælge, hvilken af de to, du gerne vil være, så træffes valget for dig. Du bliver Tempelrøver! For Tempelrøveren bor jo i den mest primitive del af vores hjerte og han vil tage magten fra os, hvis vi gør ingenting. Men han vil også tage magten fra os, hvis vi kæmper kampen selv. Hvis vi insisterer på at kæmpe i egen kraft, må vi jo hente styrken i vores eget og da det er i vores eget, Tempelrøveren bor, ender vi ud i en kamp med Tempelrøveren på begge sider af kampen. Tempelrøver mod Tempelrøver. Uanset hvad, vil kampen altid falde ud til fordel for enten Tempelrøveren til højre eller Tempelrøveren til venstre. Og så er vi jo lige vidt.

I Ezras Bog og Nehemias's Bog finder vi historien om, hvordan Perserkongen Kyros sender Israels folk hjem for at genopbygge Templet i Jerusalem. Byggeriet går i gang under ledelse af Ezra og dernæst Nehemias, men undervejs kommer der massiv modstand fra de folk, der under Israelitternes landflygtighed har bosat sig i området. Disse folk hævder, at de har dyrket Gud under Israels folks fravær, men de fylder folket med mismod og bestikker nogle embedsmænd til at forhale byggeriet. Ydermere sender de breve til Kyros's efterfølger og får ham til at standse byggeriet på baggrund af anklagerne om, at jøderne planlægger at gøre oprør mod Persien. (Ezra 4)

Det er først da profeterne Haggaj og Zakarias profeterer for folket, at der igen kommer gang i byggeriet. Haggaj profeterer om sammenhængen mellem folkets trængsler og deres fokus på deres eget frem for Guds vilje.

Haggajs profeti gør det klart for folket, at så længe de kæmper kampen med egen styrke, vil gevinsten også være ud fra egen styrke. Når du sår dit eget, vil du høste dit eget. (Haggaj 1, 4-6)

Men derefter præsenterer han dem for en anden vision, en anden mulighed. Han viser dem, hvordan det kunne se ud, hvis de kæmper kampen i Guds kraft. "Fat mod, for jeg er med jer," profeterer Haggaj Guds ord til statholderen Zerubbabel, ypperstepræsten Josva og til hele folket. Gennem Haggaj minder Gud folket om den pagt, Han sluttede med Israel, da de drog ud af Egypten og Han lover dem, at Hans ånd stadig er med dem. Det varer kun kort tid, profeterer Haggaj, før Herren vil få alle folkene til at skælve, så de kommer med alle deres skatte. Han vil fylde huset med en herlighed større end nogensinde før. Og Herren lover folket fred. (Haggaj 2, 4-9)

Som det gjaldt for Israels folk, sådan gælder det også for os i dag, Når vi bygger Tempel, bygger vi i Herrens navn. Når vi sår sæden i Herrens kraft, vil vi også høste i Herrens kraft.

Så måske er spørgsmålet ikke så meget: Er du en Tempelbygger?

Spørgsmålet er snarere: Vil du være en Tempelbygger? Vil du give slip på dit eget? Vil du kæmpe i Herrens kraft i stedet for din egen?

Vær en Tempelbygger! Så sæden i Herrens kraft, så vil du også høste i Herrens kraft!