Firkantet sagt, faktisk med en næsten flabet overdrivelse, findes der to slags mennesker i kirken:
Tempelbyggeren og Tempelrøveren
Tempelbyggeren er et menneske, som har fokus på at bygge Guds Rige op i alt, hvad han gør. Du kan kende en Tempelbygger på hans vilje til at dele ud af alt det, som kendetegner Gud.
Når det gælder kirken som helhed, er Tempelbyggeren altid den første til at melde sig, når der skal gøres et arbejde. Tempelbyggeren finder enhver opgave passende, så længe den skaber værdi i kirken. Ingen opgave er for lille eller for ligegyldig. Tempelbyggeren føler sig aldrig for god eller for dygtig eller for overkvalificeret til en opgave, men går ind i kaffebrygning og rengøring med samme iver som opgaver, der bringer ham rampelyset. Og Tempelbyggeren underordner sig sine kristne brødre og søstre, især dem, der har en ledende rolle. Han tilsidesætter sit eget og følger kirkens agenda.
Når det gælder forholdet til den enkelte i kirken, er Tempelbyggeren den, du læner dig op ad, både når det går godt og når det går mindre godt. Tempelbyggeren giver dig et opløftende ord, når du er trist. Han giver dig et godt råd, når du ikke er afklaret med din rolle i kirken. Han opmuntrer dig i din tjeneste og vejleder dig i, hvordan du bedst kan opfylde Guds plan for dig.
Kort sagt: Tempelbyggerens positive tilgang løfter, opmuntrer og udruster Guds folk.
Tempelrøveren er stik modsat. Tempelrøveren suger liv og mod ud af kirken. Tempelrøveren stiller urimelige krav til ledelsen og taler alting ned. Han sætter sin egen agenda først og modsætter sig ethvert tiltag, der gør hans indflydelse mindre og ofte vil han også modsætte sig al forandring, især forandring, der nedprioriterer eller helt fjerner traditioner eller kendte rammer. Tempelrøveren har fokus på sin egen lille del af kirkens liv og vil forsøge at styre det autonomt og uafhængigt af resten af kirken. Han vil sjældent påtage sig en opgave, han ikke selv har fundet på og når han en sjælden gang gør det, vil det kun være opgaver, der styrker hans egen position i kirken eller opgaver med et indhold, der fremmer hans egen agenda. Tempelrøveren er den første til at anklage sine kristne brødre og søstre og tøver ikke med at påpege deres fejl og mangler. Modsat vil Tempelrøveren kun sjældent erkende egne fejl og mangler dét endda kun, når der ikke er nogen vej udenom.
Kort sagt: Tempelrøverens negative og egenrådige tilgang gør Guds folk mismodige, selvkritiske og gør kirken tandløs og ukampdygtig.
Hvilken én er du?
Er du Tempelbygger?
Eller er du Tempelrøver?
Som jeg nævnte i den allerførste sætning, er fremstillingen meget firkantet. Det er en forsimpling at fremsætte disse to persontyper i kirken, som om der kun fandtes de to og som om du og jeg er enten den ene eller den anden. For sådan er det selvfølgelig ikke. Du og jeg er begge typer. Nogle gange er vi Tempelbyggere og andre gange er vi Tempelrøvere. Det er menneskeligt og vi vil altid befinde os i en eller anden form for kamp mellem de to typer i os.
Alligevel er det en god idé at overveje, om du er Tempelbygger eller Tempelrøver, for den ene af de to vil altid have overtaget i vores liv. Og hvis der er én ting, min erfaring har vist mig, så er det denne simple, men skræmmende sandhed: Hvis du ignorerer kampen og undlader at vælge, hvilken af de to, du gerne vil være, så træffes valget for dig. Du bliver Tempelrøver! For Tempelrøveren bor jo i den mest primitive del af vores hjerte og han vil tage magten fra os, hvis vi gør ingenting. Men han vil også tage magten fra os, hvis vi kæmper kampen selv. Hvis vi insisterer på at kæmpe i egen kraft, må vi jo hente styrken i vores eget og da det er i vores eget, Tempelrøveren bor, ender vi ud i en kamp med Tempelrøveren på begge sider af kampen. Tempelrøver mod Tempelrøver. Uanset hvad, vil kampen altid falde ud til fordel for enten Tempelrøveren til højre eller Tempelrøveren til venstre. Og så er vi jo lige vidt.
I Ezras Bog og Nehemias's Bog finder vi historien om, hvordan Perserkongen Kyros sender Israels folk hjem for at genopbygge Templet i Jerusalem. Byggeriet går i gang under ledelse af Ezra og dernæst Nehemias, men undervejs kommer der massiv modstand fra de folk, der under Israelitternes landflygtighed har bosat sig i området. Disse folk hævder, at de har dyrket Gud under Israels folks fravær, men de fylder folket med mismod og bestikker nogle embedsmænd til at forhale byggeriet. Ydermere sender de breve til Kyros's efterfølger og får ham til at standse byggeriet på baggrund af anklagerne om, at jøderne planlægger at gøre oprør mod Persien. (Ezra 4)
Det er først da profeterne Haggaj og Zakarias profeterer for folket, at der igen kommer gang i byggeriet. Haggaj profeterer om sammenhængen mellem folkets trængsler og deres fokus på deres eget frem for Guds vilje.
Haggajs profeti gør det klart for folket, at så længe de kæmper kampen med egen styrke, vil gevinsten også være ud fra egen styrke. Når du sår dit eget, vil du høste dit eget. (Haggaj 1, 4-6)
Men derefter præsenterer han dem for en anden vision, en anden mulighed. Han viser dem, hvordan det kunne se ud, hvis de kæmper kampen i Guds kraft. "Fat mod, for jeg er med jer," profeterer Haggaj Guds ord til statholderen Zerubbabel, ypperstepræsten Josva og til hele folket. Gennem Haggaj minder Gud folket om den pagt, Han sluttede med Israel, da de drog ud af Egypten og Han lover dem, at Hans ånd stadig er med dem. Det varer kun kort tid, profeterer Haggaj, før Herren vil få alle folkene til at skælve, så de kommer med alle deres skatte. Han vil fylde huset med en herlighed større end nogensinde før. Og Herren lover folket fred. (Haggaj 2, 4-9)
Som det gjaldt for Israels folk, sådan gælder det også for os i dag, Når vi bygger Tempel, bygger vi i Herrens navn. Når vi sår sæden i Herrens kraft, vil vi også høste i Herrens kraft.
Så måske er spørgsmålet ikke så meget: Er du en Tempelbygger?
Spørgsmålet er snarere: Vil du være en Tempelbygger? Vil du give slip på dit eget? Vil du kæmpe i Herrens kraft i stedet for din egen?
Vær en Tempelbygger! Så sæden i Herrens kraft, så vil du også høste i Herrens kraft!
